tirsdag den 25. juni 2013

Pølsegilde

Så var der afslutning til Nicolines spejder inden sommerferien. Det fejres med et pølsegilde. Nicoline har gået til spejder med sin veninde Marie. Her er lige et par billeder



søndag den 23. juni 2013

Sankt Hans kage

Vi havde overskydende bunde efter Barbiekagen, så Nicoline og jeg ville lave en Sankt Hans kage. Nicoline skulle hjælpe til med at lave hele kagen. Hun nåede også at lave bærmoussen, men dagen efter kom der lige en legeaftale i vejen for kagebageriet :o) Kagen blev dog lavet færdig, da vi fik gæster om aftenen.

Nicoline laver bærmousse

Bundene er af mudcake. Vi brugte alle resterne, så det blev 3 i str. 20ø og 1 i str. 18ø. Fyldet er af en blanding jordbær/hindbærmousse og lys chokolademousse. Kagen er smurt op med PSC og overtrukket med købt chokoladefondant (den smagte super godt). Pyntet med hjemmelavet sukkerblomster.

Mudcake

Da vi lavede vores Barbiekage lavede vi en dobbeltportion af nedenstående opskrift. Jeg vil rette opskriften til, når jeg har afprøvet den nogle flere gange. Umiddelbart skulle nedenstående opskrift være til en 22ø kage, derfor lavede vi dobbeltportion, da vi oprindeligt kun ville lave 1x20ø og 1x18ø, men der var mer end rigeligt dej til yderligere 1x20ø kage.

220 g mørk chokolade
220 g smør
160 ml vand
6 tsk nescafé (eller hvad du har af instant coffee)
125 g selvhævende mel (eller 125 g mel + 1 1/4 – 1 1/2 tsk bagepulver og et lille drys salt)
125 g mel
50 g kakao
½ tsk natron
 
480 g sukker
4 æg
7 tsk rapsolie
110 ml kærnemælk


Smelt chokolade og smør i en gryde sammen med vand og kaffe. Sigt melblandingerne, kakao og natron i en skål for sig selv og bland sukkeret i. Pisk æg, olie og kærnemælk sammen. Bland det hele sammen og rør det godt sammen. Smør formen(e) godt, hvis du ikke bruger en springform, er det en god ide at lægge bagepapir ned i formen. Sæt ovnen på 160 grader. Vi har en varmluftsovn, og efter ca. 1 time var kagerne færdig bagt. Dog satte vi ikke alle 3 kager ind samtidigt. Vi satte 1 på 20ø i midten og de andre nederst i ovnen, dog 1 ad gangen. Dem, der stod nederst, skulle kun have ca. 1 time i ovnen, men den kage, der hele tiden stod midterst i ovnen, havde brug for at stå der i 2 ½ time, før den var færdig bagt. Jeg satte den nederst i ovnen den sidste ½ time. I den opskrift vi fulgte på foodfanatic.dk, stod der, at kagen skulle have 1t og 45 min., men da vi checkede efter ca. 1 time, havde de fået nok. Så check altid løbende ved at stikke i kagen forskellige steder. Vi bruger enten en tynd strikkepind eller en stegegaffel til at stikke med. Sidder der ikke noget dej på den, er kagen færdig.

fredag den 21. juni 2013

Sommerfest på Fritten - Barbiekage

Så var der sommerfest på Fritten igen :o) Nicoline ville gerne have, at vi var med i kagekonkurrencen igen i år, så der blev knoklet på. Der var dog lige vel meget på programmet i ugen op til bl.a. Olivias 3 mdr. vaccination. Jeg havde lykkeligt glemt, hvordan børn kan reagere, så kagen måtte vente. Nicoline var dog hjemme det meste af fredagen, så hun hjalp til med kagen. Jeg syntes jo, at hun også skulle være med, når det nu var en kage til hendes SFO - havde lige glemt, at det jo også tager ekstra tid med børn som hjælpere, men det var hyggeligt :o) Nå, men med Michael og børn ude af huset, så de trods alt kunne være der til tiden, fik jeg hurtigt lavet en ny omgang fondant og pyntet kagen. Der var ikke tid til at "nusse" om kagen, og vores køkken havde en temp. på +40 grader, så for at kagen ikke skulle smelte helt og den skulle nå at være med i kagekonkurrencen, skyndte jeg og Barbie os ned til de andre i SFO´en til grill, leg og hyggeligt samvær!



Vi fik en FLOT 2. plads!

Jeg havde ikke en kegleform til at bage kagen i, så jeg søgte hjælp på nettet til, hvordan kagen så kunne laves. Jeg bagte 2 kager i str. 20ø og 1 i str. 18ø. Til Barbie brugte vi den ene 20ø og noget af den på18ø. Jeg besluttede mig for at prøve noget nyt og lave en mudcake, da den skulle være god til formålet. Der var jo rigtig mange opskrifter på nettet, og de var næsten identiske, men jeg valgte den hos foodfanatic.dk, da beskrivelsen af fremgangsmåden var helt perfekt :o) Michael gav en hånd med, da dejen skulle laves... det kan ikke anbefales, at være to om dette arbejde. Da vi hældte dejen i formene, måtte vi jo lige smage på den. Med al den chokolade, der var kommet i, måtte den jo smage fantastisk.... hmm der manglede vist noget. Opskriften blev kigget igennem, og ja, ingen af os havde puttet sukker i :o) Kagerne blev bagt og sat i køleskabet bagefter. Jeg vil sige, det var ikke super nemt at arbejde med mudcake, men det var en fordel, at jeg bare kunne modellere, de steder, hvor der var behov herfor. Det havde jeg ikke kunnet med lagkagebunde, som vi normalt laver kager af. Men MUMS, hvor smagte den godt! Fyldet var af hindbærmousse og lys chokolademousse. Kagen er smurt op med PSC og overtrukket med hjemmelavet fondant, dog brugte jeg noget købe fondant til den hvide del incl. Barbies overdel, så kunne hele portionen nemlig farves pink. Pyntet med spiselige guldhjerter og smarties.

torsdag den 20. juni 2013

God sommer kage til 3.b


Jeg fik lyst til at lave en kage til forældremødet/fællesspisningen i Victorias klasse. Jeg har lavet alt selv til denne kage - selv bagningen (det plejer Michael gerne at stå for) - og den smagte godt :-)
Jeg bagte lyse bunde. Lavede lys chokolademousse og hindbærmousse. Kagen er smurt op med PSC og overtrukket med hjemmelavet fondant. Pynten var noget jeg havde i gemmerne, dog ikke bogstaverne, men alt er hjemmekreeret :-) græsset er også lavet af royal icing. Jeg må se at komme i gang med at få lavet nogle flere blomster, da der er ved at være lavvande i udvalget :-)

tirsdag den 11. juni 2013

fredag den 7. juni 2013

Skumfiduser over grillen

Så blev det endelig fredag, hvor der skulle grilles skumfiduser til stor glæde for pigerne. Teltet var rejst, så det står klart til festen imorgen :-)


lørdag den 1. juni 2013

Fødselsdag

Vi var til fødselsdag hos vores lille nevø, der blev 3 år. Det var ubeskriveligt varmt hele dagen, så børnene trak sig jævnligt indenfor for at spille Skylanders og blive kølet lidt ned. Olivia sov det meste af dagen, men det blev dog til lidt hygge med store kusinen :o)